Depression

Depression er en lidelse, hvor man gennem længere tid kan føle håbløshed, ulyst, uforklarlig tristhed og manglende overskud og evne til at opretholde dagligdagens aktiviteter.

Mere konkret kan depression udtrykke sig ved:

  • Man føler sig trist, nedtrykt og træt over en længere periode
  • Man mister interessen for de fleste ting og mangler sin sædvanlige energi og drivkraft
  • Man bebrejder sig selv og føler skyld
  • Man mangler selvtillid og har svært ved at se meningen med livet
  • Man kan ikke koncentrere sig og følge med i en almindelig samtale
  • Man isolerer sig og orker ikke socialt samvær
  • Søvnkvaliteten er dårlig og man vågner tidligt om morgenen – eller man sover omvendt alt for længe
  • Man har enten stærkt nedsat eller overdreven appetit
  • Der kan forekomme selvmordstanker

Fysiske smerter, konstant hovedpine, spændinger og søvnløshed kan være de første tegn på en begyndende depression. Angst og stress forekommer ofte.

Tegnene på en depression kan altså vise sig i mange forskellige udtryk, kombinationer og sværhedsgrader.

Terapien tager vare på depressionens individuelle udtryk og søger at genskabe din evne til at være i kontakt med dine omgivelser, så du igen får følelsen af, at kunne være sammen med andre. Igennem vores fælles arbejde vil du på ny mærke din egen drivkraft og lysten til livet.